Lystfiskeri er også en fantastisk fritidsbeskæftigelse i disse corona-tider - fordi risikoen for smitte med den grimme virus er nærmest lig nul.
Sikkerhedsafstanden mellem fiskerne er nemlig altid mindst to stanglængder, så man undgår at kroge sidemanden under kastet - men det giver større fangster at holde langt større afstand. Samtidig er det altid godt for immun-forsvaret at komme ud i frisk luft og få lidt motion - ligesom fisk er supersund mad!
Du skal bare lade være med at kramme og high-five, når du eller din fiskemakker gør en god fangst. Så er der ingen risiko for corona.
Indendørs aktiviteter i klubhuset er selvfølgelig stadig aflyst indtil videre.
- Her sidst på foråret kan du bl.a. fange sild, hornfisk og måske en blank havørred mange steder i vore fjorde eller du kan prøve at fange en glubsk gedde eller en lækker aborre i en af vore søer. Put&take-fiskeri er altid en mulighed og inden længe begynder havørrederne så småt at trække op i åerne.
Så der er masser af muligheder - og i juniorklubben lærer du hvordan fiskene skal fanges.