Lørdag d. 2. marts startede vi den nye fiskesæson ved Trend Å. Felix, Aksel og vort nyeste medlem, Thore (med den fotogene orange hue), trodsede det disede og halvkølige vejr på begge sider af Hyllebjerg Bro. Drengene forsøgte at finde og friste fiskene med både orm og spinnere et par timer om formiddagen, men der var ikke fangst – heller ikke til de voksne fiskere.
Vi håber, at den høje vandstand i åen det meste af vinteren allerede har lokket de fleste grønlændere og nedgængerne tilbage til fjorden – så de ikke endt som skarv-mad!
Bortset fra den friske luft fik de tre raske gutter og deres fædre, Jens og Jesper, udpeget en håndfuld gode pladser, som plejer at holde sommerfisk. Så der er da noget at glæde sig til!
Midt på dagen serverede veteranerne traditionen tro en dejlig varm suppe i klubhuset til de cirka 20 fremmødte juniorer og seniorer – og vi sluttede med at ønske hinanden et stort Knæk & bræk for den nye sæson.