Ud over den lange række af 4. klasser, vi har inviteret på skole-fisketur her i efteråret, nåede juniorafdelingen selvfølgelig også selv en tur til den fiskerige sø i Farsø - og med rimelig tilslutning: Vort nye medlem, Noah (og i starten hans mor), Jesper med sønnerne Aksel og Karl samt vor gode medinstruktør Brian med sine to herlige unger mødte frem.
For en gangs skyld var skallerne ikke særligt bidevillige – måske fordi gedderne var i jagthumør og jævnligt viste sig med imponerende plask i overfladen, så skallerne sprang for livet. Den første gedde blev da også kroget, da Aksel var i færd med at lande en skalle.
Så begyndte vi at fiske målrettet efter de sultne gedder med døde skaller. Aksel blev storfanger med to gedder, bl.a. dagens største på 86 cm, Karl fik en på 80 cm og Brian en lidt mindre. Heldet smilede også til den gamle juniorleder med en stærk fisk på 87 cm. på let grej. Alle rovfiskene blev selvfølgelig genudsat. - Noah holdt sig til skallerne og fangede en håndfuld.
Flere har allerede fundet ud af, at der nu må fiskes i søen uden forudgående tilladelse, bl.a. vor tidligere medlem Dennis Schou, som stadig svinger stængerne flittigt. Han har også fået godt greb om tingene, da han vist landede – og genudsatte – seks gedder.