DSC2086

Ny skole-succes ved Farsø Sø

10 friske elever fra Overlade Friskole – 8 piger og 2 drenge – blev de næste til at prøve lystfiskeriets magi ved Farsø Sø. De blev bakket op af lærer Jakob og en forælder, Ole, samt Heidi og den gamle juniorleder fra TÅL - alle med solid fiske-erfaring.

Vejret var blevet lidt køligere og mere efterårsagtigt, men meget bedre end dagen før (og vistnok også dagen derpå), som var regnfuld med strid blæst. De store, gamle træer langs søen giver i øvrigt rimelig læ, næsten uanset hvilket hjørne, blæsten kommer fra – og ingen havde problemer med at holde varmen.

Takket være de fire voksne kom børnene hurtigt godt i gang med fiskeriet og tøserne var ikke længe om at håndtere kastene, agning af ormekrogene og human aflivning af skallerne - som der er alt for mange af i søen, hvor der af samme grund er rigeligt med grønalger.

Søen levede op til den lovede fangstgaranti og der var igen gode fangster til alle. Så 39 skaller måtte lade livet, mens 25 små aborrer blev nænsomt genudsat – og juniorlederen fik varmet sit gamle hjerte, fordi en håndfuld at de herlige unger sagde farvel og tak med kram og knus!