Emil M og Emil T og Brian fejrede årets geddepremiere ved den idylliske, privatejede Lille Sjørup Sø med Simon som kontaktmand og turleder.
Brian fiskede fra sin flydering, mens de to Emil’er hoppede i deres waders og fiskede fra bredden: Emil M med spinner og Emil T med en hjemmelavet skalle-wobler fra vinterens klubaftener.
Skalle-wobleren viste igen sit værd! Det varede ikke længe før Emil T landede en flot gedde på over 80 cm, fortæller Simon, der kun nåede et par kast, inden Emil T igen havde hug.
I alt fangede han 4 gedder på Skallewobleren - og Emil M gjorde også godt med to gedder, hvoraf den største også var godt og vel 80 cm.
Det lykkedes til gengæld ikke Brian og Simon at gøre de to Emil’er kunsten efter. - Men en fantastisk dag med stor tak til søens ejer, slutter Simon, som også understreger, at alle gedder blev nænsomt genudsat.