DSC 0578

Familie-hygge med fisk og fint vejr ved Gunderup Fiskesø

Søndag 15. maj - Familie-hygge med fisk og fint vejr ved Gunderup Fiskesø

30 mennesker – både alene-fiskere og flere familier fordelt på to-tre generationer - hyggede sig i det fine vejr ved Gunderup Fiskesø. Lene solgte 15 fiskekort. Flest til pårørende, hvis børn var under 15 år og derfor fiskede gratis, da vi fejrede Lystfiskeriets Dag – i øvrigt for 16. år i træk! Resten af de fremmødte var med på en kigger og bidrog til det gode selskab.

De fleste børn var i forvejen medlem af vor lille juniorklub og flere havde deres yngre søskende med. TAK fordi I mødte så talstærkt frem og støttede klubben! Der deltog i øvrigt også en ukendt fiske-fyr fra Aars sammen med tre unge drenge – forhåbentlig kommende medlemmer af klubben.

Fiskene stod ikke ligefrem i kø for at bide. Der blev dog fanget fisk nok til, at Lene (også TAK til dig!) kunne overdrage sine 3 fine præmine til de dygtigste og heldigste junior-fiskere: Bastian blev dagens glade vinder med en fin regnbue på 36 cm og han fik et komplet sæt spinnegrej. Et par flittige fiske-tøser snuppede 2. og 3. præmie: Caroline fangede en regnbue på 35 cm plus en guldørred på 32 cm og vandt forskelligt lækkert fiske-værktøj, mens Camilla fik overakt en velfyldt spinner-æske for en guldørred på 29 cm. – Der blev selvfølgelig også mistet nogle fisk. Nogle var bare dårligt kroget, men nogle mødte også op med lidt for tynde liner eller sjuskede vist lidt med de vigtige fiske-knuder…

Heidi, vor nye hjælper og chauffør, demonstrerede sin store ekspertise med Powerbait og landede et imponerende antal fisk, som hun i øvrigt rundhåndet delte ud af til dem, der ikke selv havde fanget noget. Jeg skyndte mig at aftale med Heidi, at hun laver et kursus i P&T-fiskeri inden længe. – Der kan I godt glæde jer til!

Mens Bastian og lillesøster Caroline fangede deres præmiefisk, grillede deres far, Klaus, pølser og brød som afslutning på en dejlig dag.

Tjek også Trend å Juniorafdelingen på facebook  - og glæd jer til næste tur til skønne Farsø Sø d. 26. maj.