”Smoltene” er ved at få gang i fisketurene igen i takt med, at samfundet (forhåbentlig) er ved at få styr på den ondartede virus-pandemi - og vi prøver at indhente så meget som muligt af de aflyste og udsatte ture. Så i stedet for Lystfiskeriets Dag, som Sportsfiskerforbundet desværre var nødt til at aflyse, arrangerede vi en ekstra tur til Fiskegårdens put-&-take i Hvalpsund.
De to ivrige fiskebrødre Benjamin og Sebastian (med deres mor, Tina, som chauffør) var tilmeldt sammen med Emil og hans mor, Jane.
Emil lagde ud i suveræn stil efter ganske få kast med en grov 5 kilos regnbue, som han tæmmede og håndlandede efter alle kunstens regler.
Derefter gik fiskeriet lidt trægt, selvom der blev fisket ihærdigt - men det lykkedes dog Jane at fange en mindre regnbue på orm og Sebastian en fin fjeldørred på Powerbait i løbet af de 3 timer turen varede.