Brødrene Sebastian og Benjamin på 10 og 12 år bor tæt på Trend Å mellem Hyllebjerg og Vr. Hornum. De blev medlemmer af ”Smoltene” sidste efterår, men den 14. juli fiskede de for allerførste gang i vor bette å.
Bredderne langs åen er desværre ikke blevet trimmet i år pga. corona’en, så de fleste steder står vegetationen højt og tæt som en jungle. Så det er svært for de små, uerfarne fiskere at færdes langs åen, men vi fandt da en kortere strækning, hvor en del af de høje siv og græsser allerede var trampet ned af de voksne, der netop nu fisker flittigt i åen.
Den gamle juniorleder gav de to drenge deres første lektion i børnevenligt fiskeri med prop og orm. - Da vi var kommet godt i gang råbte Sebastian: ”Nu dykker proppen!!” Det lykkedes ham at kroge fisken og holde den fri af vegetationen under en solid fight, før vi fik fangstnettet under en flot og livlig Trend-ørred på 50 cm.
Svært at sige om det var Sebastian eller den gamle juniorleder, som var mest stolt og glad
Sebastian triumferer med sit livs største og flotteste fisk
- Med tiden skal det nok blive til flere, flotte fangster til de to drenge efter den fine debut. Sikkert inden længe, for der er fisketure til Trend Å for ”Smoltene” hver tirsdag aften frem til starten af august - og der er pænt med fisk i åen. Så måske er der flere juniorer, der kan lokkes med de næste tirsdage…
Tekst: OBN
Fotos: Tina Poulsen